Vi holder ferielukket fra d. 23/12 til d. 1/1 og er tilbage torsdag d. 2. januar. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Væksteventyr kræver fokus, fællesskab og eksekvering

23. februar 2018
//

CEO Thomas Visti sidder i Københavns Lufthavn og venter på flyet til Shanghai. Når han kommer hjem om to uger, kender han næppe alle de ansatte, han møder på gangene i sin virksomhed. Så stærkt går det hos Mobile Industrial Robots, i daglig tale MiR. Virksomheden, der først startede kommercielt i 2015, forventer at ansætte mindst én ny medarbejder om ugen i 2018. Jeg tog en snak med Thomas Visti, mens han ventede på flyet, om det at lede en virksomhed, der er gået fra 3 til over 50 ansatte og fra en omsætning på 5 mio. kr. til 75 mio. kr. på bare 3 år. Budgettet for 2018 er i øvrigt på 200 mio. kr., og medarbejderstaben skal altså som minimum fordobles. Adidas, Airbus, Ford og BMW er bare end del af kundekredsen.

Det er næsten for oplagt at tale om eventyr, når man skal beskrive en vækstvirksomhed med hovedsæde i H.C. Andersens fødeby. Men Mobile Industrial Robots, MiR, er en del af Odenses roboteventyr. Og det endda i en sådan grad, så det ikke engang giver mening at tale om den grimme ælling, der blev til en smuk svane.

Luft under vingerne fra starten

Mobile Industrial Robots blev nærmest født som en flyvefærdig svane. Virksomheden blev grundlagt i 2013, men blev først kommerciel i 2015 med en medarbejderstab på 3 og en omsætning på 5 mio. kr. I 2017 var omsætningen 75 mio. kr., og antallet af medarbejdere havde rundet 50.

To af de væsentlige årsager til MiR’s lynsucces er dels, at virksomheden har formået at skabe et helt nyt marked, dels at den forstår at fokusere ensidigt på netop det marked. Virksomheden fremstiller robotter til automation af intern transport i store produktions- og montagevirksomheder. Eller sagt på godt dansk: Robotter, der selv kan flytte ting fra A til B. MiR’s robotter er såkaldte kollaborative robotter, der kan arbejde sammen med mennesker i produktion og ikke kræver særlig afskærmning eller omfattende sikkerhed.

“Vi var first mover inden for netop den teknologi, og vi introducerede den på et tidspunkt, hvor store virksomheder var ved at være modne til at prøve den af. Vi havde fokus på eksport fra starten, for vi vidste, at teknologien primært er interessant for virksomheder med rigtig store produktions- og montagehaller,” siger han.

Multinationale giganter blandt de første kunder

Og det må man give ham ret i. Kunderne er bl.a. Continental, Ford, Ericsson, Adidas, Airbus, BMW og Flextronic. Store multinationale selskaber, som også hjælper MiR ved at trække virksomheden med rundt i verden, hvor endnu flere får øjnene op for de danske vidunderrobotter. 98 procent af MiR’s produktion bliver solgt til eksport.

Et andet væsentligt fokuspunkt for MiR er hastighed. Ikke på robotterne, men på udbredelsen af dem, inden andre virksomheder får en reel mulighed for at gøre MiR kunsten efter. Virksomheden har på bare tre år etableret et finmasket forhandlernet med 120 forhandlere i 40 lande og har egne salgskontorer i Kina, Singapore, Spanien, Tyskland og USA.

Men hvordan bedriver man ledelse og sikrer, at alle løber i samme retning, når de skal løbe så hurtigt, som tilfældet er hos MiR? Thomas Visti forklarer, hvad der har været afgørende indtil videre og også, hvad der vil være det for, at MiR kan fortsætte sin eksplosive vækst.

Her rækker vi hånden op, hvis vi er bagud

Noget af det allervigtigste for en virksomhed i så rivende udvikling som MiR, der også i høj grad lever af lynhurtig teknologisk udvikling, er at fokusere på eksekvering.

“Det er helt afgørende, at vi holder det, vi lover og får tingene gjort og leveret til tiden. Derfor har vi også skabt en kultur, hvor man rækker hånden op, hvis man er bagud eller har problemer. Så arbejder vi sammen om at løse udfordringen i stedet for at tabe noget på gulvet. Det ved alle i organisationen. Vi opererer som en ret flad organisation, og det er vigtigt. Det er altid bedre at tage en beslutning end ikke at gøre det. Så må vi tilrette i stedet for, hvis det ikke var den rigtige,” siger han.

Grebet af eventyret og kulturen

Kulturen hos MiR er i høj grad præget af, at der er tale om et ungt miljø med et højt energiniveau. Det giver også et stærkt fællesskab, som ifølge Thomas Visti er én af MiR’s store forcer og endnu en af grundene til, at en så ung organisation kan kapere så høje vækstrater.

“Jeg tror i virkeligheden, at en ung organisation som vores er langt bedre rustet til at klare den rivende udvikling end en veletableret virksomhed med alle strukturer og formaliteter på plads. For vi har aldrig kendt til andet. Mange af vores medarbejdere, især på ingeniørsiden, er unge og nyuddannede. De er grebet af eventyret og af den kultur, vi har skabt med at hjælpe hinanden og stå sammen om at løse opgaverne. Det er også derfor, de kommer til virksomheden og gerne vil arbejde her. Og så sørger vi for at gøre vores succeser synlige og fejre dem sammen. Vi er gode til at tale hinanden op og er i det hele taget meget åbne om alt, hvad der sker i virksomheden,” fortæller direktøren.

Selvkørende medarbejdere søges til selvkørende robotter

Rekruttering er en af de store udfordringer for MiR, ganske som det er det for alle ingeniørtunge virksomheder i disse år. Men Thomas Visti oplever alligevel, at virksomheden også her har visse fordele i forhold til de større og mere traditionelle industrivirksomheder.

“Dem, der søger job hos os, har lysten til at være med til at gøre en forskel. De er drevet af eventyret. Jeg havde samtale med to nye udenlandske ingeniører den anden dag, og jeg spurgte dem: “Hvorfor sidder I her?” For dem handlede det om at få lov til at arbejde med banebrydende teknologi og være med til at skabe noget. Lønnen er ikke afgørende,” fortæller Thomas Visti og fortsætter:

“Vi er heller ikke bange for at uddelegere ansvar, så folk føler hurtigt, at de spiller en central rolle og bliver en vigtig del af virksomheden. Det er også nødvendigt, når tingene går så hurtigt. Det er umuligt at være over folk hele tiden. Man skal tro på dem, man ansætter, ellers kan man aldrig få det til at fungere. Så vi har 100 procent tillid til folk, indtil andet er bevist. Det betyder selvfølgelig også, at vi skal være ekstra skarpe på at sikre os, at det er de rigtige profiler, vi rekrutterer. Folk, der både vil – og kan – selv.”

Den ledelsesmæssige udfordring

Selvom Thomas Visti er en beskeden mand, erkender han, at MiR’s udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft måske er mindre end mange andre virksomheders. Det samme gælder rekruttering på ledelsesniveau.

“Vi er nået til et punkt og en størrelse nu, hvor vi er nødt til at styrke virksomheden oppefra. Vi skal have løftet direktionen, så der er flere til at trække udviklingen og tage fra på de konkrete ledelsesopgaver, og vi er heldigvis allerede godt på vej,” siger han.

Thomas Visti har oplevet, at MiR også er en særdeles attraktiv arbejdsplads for rutinerede ledere fra større, traditionelle industri- og produktionsvirksomheder.

“Vi tiltrækker erfarne ledere, og jeg tror, det skyldes, at det generelle billede af robotindustrien i Danmark er ved at vende. Mange af de, der har set industrien lidt an og set det hele som et usikkert og risikofyldt eventyr, ser nu det enorme potentiale for både vækst og teknologisk udvikling. Og så er mange ledere tiltrukket af, at vi har en helt anden fleksibilitet og beslutningshastighed, end de store, gamle virksomheder traditionelt har,” vurderer han.

Den personlige udfordring

Thomas Visti kom til MiR fra en stilling som VP og CCO hos Universal Robots: Virksomheden, der hidtil har været symbolet på Odenses, og Danmarks, roboteventyr, og som for tre år siden blev solgt til den amerikanske elektronikgigant Teradyne for 1,9 mia. kr.

Lysten til igen at være med til at bygge noget op fra bunden drev ham til MiR, men hvor er direktøren henne nu i sit personlige eventyr?

“Jeg vil meget gerne være tæt på medarbejderne. De skal vide, hvem jeg er, og jeg skal kunne kende dem. Det bliver selvfølgelig en stadigt større udfordring, men det handler om at sætte nogle systemer op for mig selv og få skabt en struktur, der gør det muligt for mig. Og så handler det selvfølgelig om at styrke direktionen og uddelegere endnu mere ansvar,” siger Thomas Visti.

Det kunne måske lyde som om, direktøren er på vej til at forlade skuden, nu da den ser ud til at være både sødygtig og på rette kurs. Men Thomas Visti udvikler sig også personligt, forklarer han:

“Jeg bliver også motiveret af andre ting end tidligere, og for mig handler det ikke kun om at være med til at starte noget op. Jeg er for eksempel glad for, at jeg ikke skal ud at lave robot-demoer længere. Strategiarbejdet havde jeg også, mens jeg var hos Universal Robots, men jeg har det i endnu højere grad her, og det motiverer mig. Også mere end det gjorde tidligere. Og så ligger der en stor udfordring og en fantastisk tilfredsstillelse i at sikre, at organisationen, samtidig med hastig vækst og udvikling, trives og summer af energi. At folk er glade og motiverede, og at vi bevarer vores stærke fællesskab,” siger Thomas Visti.

Virksomheder i Voldsom Vækst

Dette var det andet blogindlæg i vores serie om Virksomheder i Voldsom Vækst. Hvis du ikke har læst det første om møbelvirksomheden Holmris, så gør det endelig. Du finder indlægget her.

Husk også, at vi vil altid gerne vil høre dine kommentarer til vores blog enten i kommentarfeltet her på bloggen eller på LinkedIn. Hvis du oven i købet har nogen i dit netværk, som kunne have noget ud at læse, hvad vi skriver, så del endelig.

Og glæd dig så i øvrigt til næste indlæg, hvor vi ser nærmere på endnu en Virksomhed i Voldsom Vækst, og hvordan den griber de ledelsesmæssige udfordringer an.

 

Lignende blogindlæg