Kære chef: Dit CV er forældet. Ikke nødvendigvis på grund af det, der står i det, men simpelthen fordi et CV er udtryk for, hvad du er, og hvad du har lavet. Ledelse i dag, og i fremtiden, handler i højere grad om, hvem du er, altså dine personlige egenskaber, og hvordan de egenskaber ruster dig til at navigere og lede i en tilstand af konstant forandring.
Det eneste, der efterhånden er konstant, er forandringen, og det stiller helt nye krav til topledere. Erfaringer er gode og nødvendige at have – især hvis de dokumenterer, at du kan skabe resultater under foranderlige vilkår og i en omskiftelig kontekst. Men det er dine personlige egenskaber og din evne til at se ud over erfaringer og lineær vanetænkning, der kommer til at blive afgørende for, om du lykkes som leder.
Du kan ikke lede fremtidens virksomheder og medarbejdere baseret på, hvordan du plejer at gøre. Lige så lidt som vi her i huset kan praktisere Executive Search & Selection og Leadership Consulting, som vi plejer. Vi er nødt til at være på tæerne og udfordre den gængse tænkning. Og du er nødt til at vise, at du som leder kan håndtere stadigt hastigere omskiftelighed og stadigt højere kompleksitet.
Kort sagt: Din track record er ikke i sig selv afgørende for, om du får toplederstillingen – og får succes i den, for du kan ikke navigere efter fortidens meritter i fremtidens forretningslandskab. Den målrettede, systematisk tænkende manager, der ser fremtiden i et lineært perspektiv, er i høj grad ved at vige pladsen på ledelsesgangene til fordel for den kreative, lyttende leder, der i højere grad evner at finde retningen i en kaotisk kontekst.
Jeg vil gerne aflive fem myter om ledelse og topledere, som vi stadig møder i virksomhederne:
Du skal turde at lade dig udfordre, og derfor skal du selvfølgelig først og fremmest turde at omgive dig med mennesker, der både kan og tør udfordre dig. Det giver samtidig den dynamik i ledelsen og i organisationen, som er afgørende for at kunne styre virksomheden gennem hastige forandringer.
Du skal ikke have svarene på alt, men du skal kunne finde dem, der har dem – enten internt eller eksternt. Og du skal have modet til at opsøge dem. Det vil være med til at sætte dig i stand til at navigere i kaos, og det er ganske enkelt en del af præmissen for nutidens, og fremtidens, ledere. Det er langt vigtigere, at du forstår at spørge og, ikke mindst, lytte til svarene i stedet for at tro, at du skal have dem selv på rede hånd. Hvis ikke du spørger, får du ganske enkelt ikke den viden, du har brug for i en fragmenteret og foranderlig virkelighed. Du får ikke nuancerne med, og de kan være afgørende.
Man siger, at djævlen ligger i detaljen. Det er jeg helt enig i, vel at mærke i den betydning, at hvis du fortaber dig i detaljerne, så mister du overblikket og styrer virksomheden lige lukt – og lynhurtigt – i helvede. Hvis du fortaber dig i detaljer eller administration, om du vil, så mister du overblikket. Og jo hurtigere verden bevæger sig, desto mere katastrofalt vil netop det være.
På engelsk er der stor forskel på management og leadership. På dansk kan det bedst oversættes med administration og lederskab. En administrator arbejder ud fra det bestående med optimering, effektivisering og planlægning i et lineært perspektiv. En leder arbejder med fremtiden. Med udvikling af både retning, forretning og mennesker.
At lede en virksomhed baseret på erfaringer og fremskrivninger af det, man har og ved, svarer til at køre fuld fart fremad med øjnene stift rettet i bakspejlet. Før eller siden kører du enten ud over kanten eller ind i en mur.
Hurtigt fodskifte er lige så vigtigt på direktionsgangen, som det er på håndboldbanen. Du skal kunne læse mønstrene i markedet og i verden generelt, og du skal turde at agere på dem. Nogle vil kalde det fingerspitzgefühl, andre vil kalde det mavefornemmelse eller intuition, og jeg er fuldt ud klar over, at det ikke er gængs, god latin på ledelsesgangen. Men det er det nødt til at blive, for ellers går tingene for langsomt inden for virksomhedens mure, mens verden pisker forbi udenfor.
Du kan sidde og analysere dig ihjel, mens virkeligheden buldrer forbi udenfor, og når du endelig kigger op fra Excel-arket, har konkurrenterne overhalet dig med mindst en omgang. I dag er egenskaber som overblik, empati og intuition en afgørende del af dit beslutningsgrundlag. Når beslutningen er taget, kan du underbygge den med data og, om nødvendigt, omgøre den, hvis dine data ikke understøtter den.
Du kan ikke agere på erfaringer og best practice, når verden bevæger sig så hurtigt, som den gør, og du kan slet ikke anskue fremtiden i et lineært perspektiv. Du er nødt til at have fornemmelse for, hvilke tendenser, der spirer, og dermed kommer til at tegne fremtiden. Og så er du nødt til at sætte retningen i stedet for at tro, at du kan tegne den eksakte rute frem til målet.
Nej! Præstation er en funktion af dine personlige egenskaber og den kontekst, du indgår i. I vores branche betyder det eksempelvis, at vi ikke kan tillægge referencer og resultater samme vægt, som vi gjorde engang, for de hører, i sagens natur, fortiden til. Det er heller ikke vores adfærdsanalyser, der er afgørende for, om vi ender med at anbefale en given kandidat til en lederstilling.
Vi er nødt til at gå spadestikket dybere med en personlighedstest, der giver os muligheden for at afdække de grundlæggende personlighedstræk. De træk siger noget om dig både som menneske og som leder, og om hvorvidt din personlighed matcher stigende omskiftelighed og kompleksitet.
De træk, der gør en leder i stand til at sætte retningen og navigere i uforudsigelige omstændigheder og konstant foranderlighed, er tungen på vægtskålen.
Betyder alt det her så, at dine erfaringer, din uddannelsesmæssige baggrund og din glorværdige karriere er lige til at skylle ud i toilettet sammen med dit CV? Selvfølgelig ikke. Der er stadig nogle grundlæggende færdigheder, der skal være på plads for at komme i betragtning til en ledende stilling og for at kunne bestride den, og dine erfaringer er stadig en del af det, der gør dig i stand til at bestride et topjob. Men intet af det er længere afgørende for, om du får stillingen.
World Economic Forum (WEF) kom sidste år med et bud på de 10 egenskaber, der vil være afgørende for at lande et vellønnet job i 2020. Jeg vil ikke bringe hele top 10-listen (du kan selv se den her), men blot fremhæve, at eksempelvis emotionel intelligens og kreativitet optræder som henholdsvis nummer 6 og 3. Nummer 1 på listen er i øvrigt kompleks problemløsning, og selvom det måske snarere er en færdighed end en egenskab, er det dog noget, der i højere grad er en del af din personlighed end noget, der kan læres.
Du er meget velkommen til at kommentere indlægget. Hvordan ser virkeligheden ud fra din stol? Kan du genkende de ændrede krav, som jeg beskriver dem? Er der andre, nye krav, vi bør være opmærksomme på som ledere?
Julen giver tid til at reflektere, og nytåret markerer både en afslutning og en...
Der er intet galt med ambitioner og karriereplaner. Men de har det med at...
”Jeg er overbevist om, at den perfekthedskultur, de unge er vokset op i, udgør...