Vi holder ferielukket fra d. 23/12 til d. 1/1 og er tilbage torsdag d. 2. januar. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Fremtidens CEO

28. januar 2016
//

Den nye generation af topchefer kommer til at udfordre både virksomheder, bestyrelser, aktionærer og investorer, når de rejser sig fra skolebænkene og skridter ind på direktionsgangene. For med sig har de et globalt mindset og et langt større fokus på purpose frem for profit.

De kommer til at lave ridser i de bonede gulve på virksomhedernes direktionsgange. Men hvem er egentlig de kommende topledere? Vi tegner et billede af morgendagens CEO, der formentlig i skrivende stund er ved at gøre sin uddannelse færdig, starte sin egen første virksomhed op eller måske er på vej jorden rundt for at indsamle de erfaringer og den viden, hun finder nødvendig for at kunne lede din virksomhed om ganske få år.

Og ja, jeg skrev hun. Lad mig straks vende tilbage til hvorfor. Nedenfor får du indblik i hvad vi kommer til at forholde os til ved fremtidens topledere, hvad enten vi skal rekruttere dem, sidde i deres bestyrelse eller arbejde sammen med dem i virksomheden:

Fremtidens CEO er KVINDE

Okay, indrømmet. Det er en stramning. Men da analytikere fra det globale revisionsfirma PwC for et par år siden fyldte enorme mængder af data i krystalkuglen og kiggede grundigt i den, forudsagde de, at 30% af verdens 2.500 største virksomheder vil have en kvinde i chefstolen i 2040. Det står i skærende kontrast til, at andelen i 2013 var 3,6%. Men på samme tidspunkt var 60% af de college-studerende og 40% af de MBA-studerende i USA kvinder. I Danmark er tendensen den samme.

Fremtidens CEO er SOCIAL og GLOBAL

Udtrykket “verden er lille” har aldrig passet bedre, og for fremtidens CEO er det helt bogstaveligt.
Hun – eller han – er født social og opvokset globalt. Forbundet til hele verden, hele tiden, via sociale medier og med en indsigt og et engagement, der ikke lader sig diktere af landegrænser, kulturforskelle og andre barrierer. Konflikter, folkevandringer og terror til trods, så er verdens befolkning tættere forbundet end nogensinde, og det forstår fremtidens CEO at manøvrere i.

Fremtidens CEO er HOLISTISK OG LYTTENDE

Fremtidens CEO ved godt, at virksomhederne bliver langt mere synlige for en både større og bredere gruppe af interessenter. Alle har en mening om alt og en holdning til, hvordan virksomheder skal agere både samfundsmæssigt, socialt og miljømæssigt. Medarbejdere, myndigheder, interesseorganisationer og den brede offentlighed har alle en mening, og de forventer at blive hørt. Fremtidens CEO forstår at lytte.

Fremtidens CEO fokuserer ikke (kun) på profit

Deraf følger også, at fremtidens CEO ikke alene kan fokusere på kortsigtet profit og tilfredsstillelse af investorer og aktionærer. Langsigtet, strategisk fokus med kunder og socialt ansvar i centrum bliver afgørende – både for CEO’ens egen overlevelse og for virksomhedens.

London Business School spurgte i 2014 en række unge studerende på skolens Executive Education, hvad de først og fremmest ville fokusere på som virksomhedsledere. De fik 5 valgmuligheder:

1. 11,5% ville fokusere på, hvordan det går med kerneforretningen.
2. 11,5% på virksomhedens globale indvirkning
3. 33% på at bevare iværksætterånden i virksomheden
4. 43% på at gøre virksomheden og verden til et grundlæggende bedre sted
5. 1% ville fokusere på virksomhedens økonomiske værdi og bundlinje.

Du læste rigtigt. 1% ville fokusere på profit, bundlinje, overskud – alt det, som virksomhedsdrift i årtier først og fremmest har handlet om. Det kan nok få det til at risle koldt ned ad ryggen på mangen en investor og aktionær. Men det er der ingen grund til. Svarene skal nemlig snarere tolkes i retning af, at fremtidens CEOs har en langt mere langsigtet og strategisk tilgang til det at drive en virksomhed og skabe en bæredygtig og profitabel forretning. Og der er allerede virksomheder, som har adopteret den tilgang.

I 2012 meddelte Unilever, der står bag brands som Omo, Lipton, Knorr og Dove, sine investorer, at det var slut med at offentliggøre kvartalsprognoser. Det skete for at give CEO Paul Polman mere frihed til at fokusere langsigtet på miljømæssig og social bæredygtighed.
“Vi arbejder ikke for vores aktionærer. Vi arbejder for forbrugerne. Det fokuserer vi på, og så bliver aktionærerne belønnet,” sagde Polman.

Sådan tænker fremtidens CEO. Langsigtet, strategisk og med en indgroet forståelse af, at virksomhedens overlevelse og indtjening er betinget af at kunne manøvrere i et kompliceret krydsfelt mellem aktionærer og investorer, som kræver profit, og de interessenter der er forudsætningen for forretningen; forbrugere, organisationer og offentligheden.

Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, der på mange måder er et forvarsel om morgendagens CEO, skrev for få år siden sådan her i et brev til investorerne: “Facebook blev ikke oprindelig skabt til at være en virksomhed. Det blev skabt for at opfylde en social mission – at gøre verden mere åben og forbundet. Vi synes, det er vigtigt, at alle, der investerer i Facebook, forstår, hvad denne mission betyder for os, hvordan vi træffer beslutninger, og hvorfor vi gør, som vi gør.” Purpose frem for profit. Men profitten kom senere.

Fremtiden findes allerede

Nogle af de tendenser, som fremtidens CEOs vil føre med sig, spirer allerede i direktionslokalerne. Unilever er ét eksempel. Og PwC’s Annual Global CEO Survey 2016, hvor revisionsfirmaet har interviewet 1409 CEOs fra 83 lande om deres forventninger til fremtiden, viste, at 76% af de CEOs allerede definerer deres virksomheds succes ud fra mere end økonomisk gevinst. De ved, at deres virksomhed bliver bedømt – og deres produkter og ydelser i stigende grad valgt til eller fra – på baggrund af virksomhedens samfundsmæssige ansvar, og hvordan den lever op til deres egne værdier. En fjerdedel af de 1409 CEOs sagde, at de har justeret virksomhedens formålserklæring inden for de seneste tre år til i højere grad at handle om den indvirkning, virksomheden har på samfundet.

Undersøgelsen viste også, at CEOerne ser hastige teknologiske fremskridt som den megatendens, der vil skabe de største forandringer i fremtiden. Det medfører bl.a., at man som virksomhed skal kunne navigere i en kompleks digital verden og håndtere og imødekomme nye forventninger fra en bredere kreds af stakeholders, som bl.a. efterspørger tillidsskabende virksomheder. Det handler i høj grad om det rette afsæt for ens forretningsstrategi. Og om at rekruttere den CEO, der kan lægge den.

Så hvor efterlader det virksomhederne? Hvordan tiltrækker, favner og udnytter de den kommende generation af digitale, sociale og globale CEOs. Og hvordan imødekommer og udnytter de den teknologiske udvikling? Det ser jeg nærmere på i det næste indlæg her på bloggen sammen med professor i strategi og forretningsudvikling, Anders Drejer.

Lignende blogindlæg