Vi holder ferielukket fra d. 23/12 til d. 1/1 og er tilbage torsdag d. 2. januar. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Derfor skal du ikke kun gøre, hvad du siger

2. november 2021
//

Headhunting handler om at få mennesker og virksomheder til at vokse. Det er den passion, der sammen med filosofien ordentlighed i øjenhøjde har drevet Hansen Tofts konstante udvikling og vækst siden dag 1. I år har vi fejret 20-års jubilæum. Og når nu vi ikke kunne gøre det, som vi egentlig gerne ville på grund af coronaen, benyttede vi i stedet lejligheden til at minde hinanden om, hvorfor vi er her. Det er en værdifuld øvelse, som jeg håber, at du kan finde lidt inspiration i.

Man kan fejre et jubilæum på mange måder. Bare ikke når der er corona. Så Hansen Tofts 20-års jubilæum tidligere på året gik forholdsvis ubemærket hen; i hvert fald uden for vores egne kontorer i Aarhus, København og Kolding. I stedet for reception og festivitas gav vi alle medarbejdere en historietime i form af et internt jubilæumsskrift med titlen:

20 ÅR MED UDVIKLING, VÆKST OG
ORDENTLIGHED I ØJENHØJDE

Det gjorde vi, fordi jeg tror på, at det er vigtigt at vide og blive mindet om, hvad vi er funderet i, og hvad vi er sat i verden for. Det gælder både os, der har været med siden starten i 2001, og de mange, der er kommet til i årenes løb. 20-års jubilæet var en glimrende anledning til at fortælle alle, nye som erfarne, historien om Hansen Toft og de værdier og principper, vi er grundlagt på. Det er nemlig min klare overbevisning, at det også er de værdier og principper, der har sikret ikke alene vores overlevelse, men også vores konstante vækst gennem to årtier. Og det er dem, der skal sikre vores fortsatte udvikling.

Headhunting i øjenhøjde

Værdierne og principperne ligger også til grund for den kultur, som alle nye medarbejdere hos Hansen Toft bliver en del af, og som alle kunder og kandidater forhåbentlig kan mærke, når de er i kontakt med hver eneste af os; uanset hvor længe vi har været en del af virksomheden. For sådan er det med værdier og principper. Hvis de er ægte og oprigtige, kan de både leves og mærkes.

Da vi havde fået nedfældet og delt historien internt, fornemmede jeg, at det måske også ville være relevant at fortælle den eksternt. Og det var i virkeligheden en kende grænseoverskridende for en ellers sindig jyde, som foretrækker at holde snuden i sporet fremfor at stikke den for langt frem.

Men jeg syntes faktisk, at vi har grund til at være stolte over det, som vi har opnået de seneste 20 år og over, at vi i dag er den headhunter, der rekrutterer flest direktører i Danmark. Jeg kunne mærke, at det var på tide at sige det højt; ikke mindst af hensyn til vores egen selvforståelse og stolthed.

Så i de seneste måneder har du måske bemærket en række annoncer i Børsen med overskriften ”Headhunting i øjenhøjde”? Hvis ikke, så får du lige teksten her:

Vi tror på, at hver eneste ansættelse skal gøre en synlig forskel – både for virksomheden og kandidaten. At den skal flytte noget ved at tilføre virkelyst, passion og kompetencer til begge parter – og ultimativt skabe vækst. Både menneskelig og forretningsmæssig. For os handler Executive Search ikke bare om at finde den gode kandidat, der kan løse opgaven. Det handler om at finde den bedste kandidat, der respektfuldt og hurtigt flytter både sig selv og virksomheden.

Det er det, vi kalder: Moving people. Moving business.

Vi brænder for at se, at vores kandidater trives og toppræsterer i deres nye stillinger, så både de og virksomheden vokser. Vi følger med og følger op, for vi tror på, at langvarige ansættelser og kontinuitet i samarbejdet skaber de bedste resultater. Derfor er vores ambition i alle sammenhænge at skabe varige relationer.

Vi besætter 125 direktørstillinger og bestyrelsesposter og flere end 275 lederstillinger i danske virksomheder hvert år. Det kræver dels en oprigtig nysgerrighed og respekt for andre mennesker, og hvad der driver dem, dels en dyb forretningsmæssig forståelse for virksomhedens strategi. Derfor lytter vi nysgerrigt og udfordrer begge parter vedholdende. Vi tror på det, vi gør, og ikke mindst måden vi gør det på. Vores træfsikkerhed er så høj, at vi tilbyder hele to års garanti på alle vores ansættelser.

Det er det, vi kalder: Ordentlighed i øjenhøjde.

Vi ved, at indsigt og forståelse styrkes over tid, og derfor skaber vi dybe, fortrolige og blivende relationer til både kandidater og kunder. Det gør os til en værdsat sparringspartner for kandidater samt bestyrelser, ejere og direktioner i virksomheder over hele Danmark, der deler vores passion:

At få mennesker og virksomheder til at vokse.

Pointen med både jubilæumsskriftet og Børsen-annoncerne – og dette blogindlæg for den sags skyld – er: Det er ikke nok at gøre, som du siger. Du skal også huske at sige, hvad du gør.Ikke kun walk the talk, men også talk the walk. Det er både med til at holde sammen på virksomheden og sikre et klart og konsistent billede af virksomheden i omverdenen. Intern styrke og ekstern opmærksomhed.

Men før du kan sige det højt, er du nødt til at have styr på virksomhedens kernefortælling. Det kræver, at du klart og tydeligt har formuleret virksomhedens passion og formål med at gøre det, I gør. Her taler jeg ikke om at generere vækst og overskud; det betragter jeg som en selvfølgelig ambition. Jeg taler om, hvilken forskel din virksomhed vil gøre for kunderne og omverdenen. Hansen Tofts formål og passion er at få mennesker og virksomheder til at vokse.

Jeg har haft utallige møder om strategi og rekruttering med direktioner og bestyrelser gennem de seneste 30 år, og jeg oplever stadig foruroligende mange, der ikke har et svar på rede hånd, når jeg spørger: Hvad brænder I for? Hvilken forskel vil I gøre? Svarene på de spørgsmål er udgangspunktet for virksomhedens kernefortælling, og den er vigtig, fordi den både giver fælles fodslag og tydelig retning på udviklingen af virksomheden. Og så giver den ikke mindst kunder og kandidater til nye stillinger et tydeligt billede af, hvad I helt præcist kan og vil gøre for dem.

Både kernefortællingen og selve processen med at formulere den er værdifuld for enhver virksomhed, så jeg håber, du er blevet inspireret til at gå i gang med øvelsen, hvis ikke I allerede har været igennem den. Og du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil have uddybet, hvad jeg mener.

Husk, at du også kan lytte til dette blogindlæg som podcast. Du finder den, og vores øvrige podcasts, lige her.

Lignende blogindlæg