Hvis du har fulgt med her på bloggen de seneste uger, kender du efterhånden vores gæsteblogger, Jørgen Peter Sørensen. Han grundlagde sin internationale ledelseskarriere hos LEGO i hhv. USA og Danmark og har siden arbejdet som topleder med forretningsudvikling og stået i spidsen for turnarounds i vidt forskellige virksomheder, brancher og lande.
I sit første indlæg her på bloggen fortalte Jørgen Peter Sørensen, hvordan kompleksitet og de ofte skjulte omkostninger, der følger med, kan kvæle virksomhedens vækst og i værste fald dens eksistens. Det var i indlægget: “Her er det sorte hul, der udhuler din vækst”.
I sit andet indlæg “Få det sande billede af din virksomheds økonomi” gav han et indblik i, hvordan du skaber den transparens, der giver dig det reelle billede af, hvor virksomheden henholdsvis tjener og taber penge.
Det tredje indlæg med overskriften “Nøglen til at forløse virksomhedens fulde potentiale – sådan gør du” handlede om at afdække historien bag tallene og se potentialet for optimering på tre forskellige parametre: Drift, medarbejdere og kunder.
Hvis du har læst mine første tre blogindlæg, så håber jeg, du kan se idéen. Jeg håber, du har en klar fornemmelse af, både hvorfor og hvordan du kan og bør skabe dig et detaljeret billede af din virksomheds reelle økonomiske styrker og svagheder. Metoderne og værktøjerne er mindst lige så relevante i en højkonjunktur som den, vi oplever i øjeblikket, som de var i de krisetider, da jeg selv brugte dem i flere virksomheder.
Du kan nemlig bruge metoderne til at løfte overliggeren for både ledelsen og virksomheden som helhed. Og hvis du integrerer redskaberne, f.eks. hvalkurver og heat maps som jeg skrev om i blog 2, i din regnskabspraksis og din daglige drift, kan du skabe en kultur i virksomheden, som motiverer alle til at arbejde for løbende forbedringer (se blog 3).
Metoderne tvinger dig til at se på hele din værdikæde med andre øjne, og apropos så vil du opleve, at du nærmest får et røntgensyn, der lader dig se lige lukt igennem de kompleksitetsomkostninger, der normalt slører gennemsigtigheden i virksomhedens økonomi. Hvis du, efter at have skabt gennemsigtigheden, tager de rigtige redskaber i brug og handler derefter (se blog 3), vil du opleve markante, årlige produktivitetsstigninger.
Således opmuntret tilbage til de syv scenarier fra overskriften, hvor økonomisk gennemsigtighed er afgørende for din virksomhed. Og selvom vi fokuserer på det positive, så lad os indlede med den triste baggrund og det scenarie, som er udgangspunktet for udviklingen af metoderne, nemlig:
Hvis bundlinjen bløder, og platformen brænder, så kræver det handling. Og ofte hurtigt. Her er det min påstand, at langt de fleste ledere og virksomheder handler overilet og i blinde. For vel skal det gå stærkt, når skuden skal rettes op, Men hvis det skal give mening og sikre virksomheden – også på længere sigt – så skal det ske på baggrund af fakta og ikke fornemmelser.
Som jeg skrev i mit første blogindlæg, så ved de fleste virksomheder ganske enkelt ikke, hvilke produkter, kunder og salgskanaler de henholdsvis tjener og taber penge på. Kompleksitet og konventionel regnskabspraksis slører billedet og fordeler ikke i tilstrækkelig og retvisende grad virksomhedens omkostninger ud på de enkelte produkter, kunder og salgskanaler. Men den viden er selvsagt afgørende, når virksomheden skal trimmes, og du eksempelvis skal prioritere produktsortimentet, kundeporteføljen osv. Hvilke er værd at satse på, og hvilke er ikke? Det er det grundlæggende spørgsmål. Ellers risikerer du i værste fald at skære rentable produkter og kunder fra, alt imens underskudsgivende produktion og relationer risikerer at overleve.
Når virksomheden sejler i smult vande, er det en glimrende lejlighed til at sætte de mekanismer i spil, som giver gennemskuelighed i virksomhedens økonomi. Det sikrer kvaliteten i den daglige ledelse og drift og kan udnyttes til løbende at trimme virksomheden og optimere både drift og udvikling. Så undgår man at havne derude, hvor det er nødvendigt med en turnaround, hvis vinden vender, og tiderne atter bliver hårde, som de senest var det under finanskrisen.
Det er netop i gode tider, at man bør tage livtag med den kompleksitet, der ofte breder sig som ukrudt, når virksomheden vokser. Som jeg skrev om i mit første blogindlæg, så hæmmer kompleksitet væksten i opgangstider, forringer værdien af virksomheden og kan ultimativt true dens overlevelse på længere sigt. Så selvom det går godt, så kunne det sandsynligvis gå endnu bedre, hvis dit billede af virksomhedens økonomi og sundhedstilstand var gennemskueligt og retvisende.
Og apropos vækst. Når du laver en gennemlysning af din virksomheds økonomi og får overblik over dens reelle sundhedstilstand, kan du ikke alene lægge en kvalificeret, ambitiøs og realistisk vækststrategi. Du kan også lykkes med den. Churchill sagde engang:
“However beautiful the strategy, you should occasionally look at the results.”
Dine chancer for, at strategien overhovedet bliver realiseret og udmønter sig i konkrete resultater, stiger proportionalt med gennemsigtigheden i din økonomi.
De fleste virksomheder og deres ledere har myriader af KPI’er. Men målene bliver ofte fastlagt inden for de enkelte siloer i virksomheden, hvadenten der er tale om afdelinger i en mindre virksomhed eller divisioner i en større. KPI’erne udspringer af og afspejler den måde, man driver sin virksomhed på, og som regnskabspraksis også ofte følger.
Den økonomiske gennemsigtighed, som jeg plæderer for, kræver en helhedsbetragtning. Den kræver, at vi anskuer virksomheden som én mekanisme, hvor beslutninger truffet i én silo har konsekvenser i andre. Mine metoder og regnskaber er med til at afsløre, hvilke økonomiske konsekvenser forskellige afdelingers beslutninger og praksis har for virksomheden som helhed, og dermed mindsker man risikoen for suboptimering betragteligt. Og man eliminerer stort set de kompleksitetsomkostninger, som suboptimeringen medfører.
Og for at vende tilbage til KPI’erne, så giver den økonomiske helhedsbetragtning og gennemsigtighed netop mulighed for at opstille KPI’er til virksomhedens samlede gavn og ikke kun til gavn for de enkelte siloer. Sidst men ikke mindst betyder det også langt færre og dermed mere overskuelige, meningsfyldte og motiverende KPI’er.
Den økonomiske transparensanalyse, eller det retvisende billede af virksomhedens økonomi, er også et uvurderligt værktøj for potentielle ledere, som kan være på vej ind i virksomheden. Det kan i langt højere grad kvalificere deres beslutning om at takke ja eller nej til jobbet, fordi forudsætninger, muligheder og udfordringer bliver helt tydelige. Dermed reducerer man også risikoen for fejlrekruttering med de dertil hørende omkostninger og frustrationer, fordi den kandidat, der siger ja til jobbet, gør det på en fuldt oplyst baggrund. Der er altid bedre muligheder for at lykkes, når man ved, hvad man går ind til.
Når den nye leder er fundet og har takket ja til jobbet på et fuldstændigt og retvisende grundlag, så bliver onboardingen af vedkommende også betydeligt mere effektiv og målrettet. CEO for køkkenkoncernen Ballingslöv International Danmark, der blandt andet står bag Multiform, JKE Design og DFI/Geisler, Lars Bay-Smidt, har til et tidligere indlæg her på bloggen udtalt, at nye topledere bør bruge de første 100 dage i virksomheden på at lære virksomheden at kende. Det er jeg meget enig i, men hvis den nye topleder har takket ja til jobbet på en fuldt økonomisk oplyst baggrund, så er en væsentlig del af det kendskab allerede til stede, og onboardingen bliver desto mere effektiv.
Den økonomiske gennemsigtighed giver dig også et gevaldigt forspring, hvis du skal forberede din virksomhed til et salg. Potentielle købere efterspørger en masse tal og data, og dem kan du sagtens give dem. Men hvis de er opstillet efter gængs regnskabspraksis, så giver de ikke det fulde billede af virksomhedens økonomiske sundhedstilstand. Det kan være direkte skadeligt og gøre din virksomhed mindre værd, end den reelt er.
Sagt på en anden måde: Hvis du har orden i penalhuset, kan du øge salgsværdien af virksomheden. Både køber og sælger har interesse i at vide, hvordan virksomheden reelt er skruet sammen. Som sælger får man ikke penge for usikkerheder og for det, man ikke kan dokumentere.
Det giver næsten sig selv og svarer i virkeligheden meget godt til fordelene i forbindelse med onboarding af nye ledere. Den økonomiske gennemsigtighed betyder ganske enkelt, at du som ny ejer af en virksomhed kan få en rullende start, og at du både hurtigere og mere kvalificeret kan sætte retningen og bestemme fremtiden for din nyerhvervelse.
Jeg håber som sagt, at du har haft både gavn og glæde af at læse mine indlæg her på bloggen. Husk, at du er mere end velkommen til at kommentere på indlæggene og til at stille spørgsmål til dem, f.eks. i kommentarfeltet her på bloggen.
Tak til Hansen Toft for spaltepladsen, og tak til dig for din tid. Jeg håber, du har kunnet bruge det, du har læst.
Julen giver tid til at reflektere, og nytåret markerer både en afslutning og en...
Der er intet galt med ambitioner og karriereplaner. Men de har det med at...
”Jeg er overbevist om, at den perfekthedskultur, de unge er vokset op i, udgør...