Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke en klagesang. Men det er ikke blevet lettere at være headhunter i de senere år. For når krybben er tom, så bides hestene, og krybben med gode kandidater er, om ikke tom, så i hvert fald blevet betydeligt sværere at komme til. Her fortæller vores Head of Research, Anne Mette Juul, lidt om, hvad det betyder for os som headhuntere og ikke mindst, hvad det betyder for dig som kandidat.
Det er altid svært at sælge noget til nogen, der ikke vidste, de gerne ville have det. Men sådan er vores virkelighed langt hen ad vejen. Når vi skal besætte en lederstilling, jagter vi selvfølgelig de bedste kandidater, og når konjunkturerne er så gode, som de har været de senere år, er de kandidater, lige så selvfølgeligt, næsten altid i job i forvejen.
Sådan er det som regel, men det gælder i endnu højere grad i disse år. Markedet for topledere og funktionsdirektører er, med andre ord, kandidaternes marked. Det kan vi godt mærke.
For nu lige at blive i heste-terminologien fra indledningen, så er det simpelthen blevet sværere at trække kandidaterne til truget. De har det også i høj grad, som de gerne vil have det, for når man er eftertragtet, er det lettere at få sin livret.
Og så skal jeg nok holde inde med sammenligningerne mellem heste og kandidater. Min pointe er, at vores vindue som headhuntere er blevet mindre. Når vi tager den indledende kontakt til kandidaterne, skal vi i den grad være bevæbnet til tænderne med viden om både dig og den virksomhed, vi repræsenterer. Vi skal sikre, at henvendelsen er relevant, så vi ikke spilder din tid og dermed slider på relationen til de gode kandidater, der er og bliver vores vigtigste råstof.
Det betyder også, at vi snævrer feltet endnu mere ind, end vi gjorde tidligere. Vi indskrænker så at sige bruttotruppen for at sikre, at vi kontakter færre kandidater i de indledende faser. Til gengæld er vi endnu mere omhyggelige med at sikre, at det så er de rigtige, vi kontakter.
Derfor kan du også roligt regne med, at vi mener det alvorligt, når vi kontakter dig. Sådan har det selvfølgelig altid været, men vi gør os om muligt endnu mere umage nu og er endnu bedre forberedte, end når vi ringede for bare få år siden. Vi har brugt endnu længere tid på at kvalificere vores leads, altså på at udvælge netop dig, også selvom der er tale om det første spæde skridt i en eventuel rekrutteringsproces. For i dag er det første skridt mere end nogensinde afgørende for, om vi overhovedet kan få dig i tale og få dig gjort interesseret i den stilling, vi skal besætte.
Dette er selvfølgelig sagt og skrevet med udgangspunkt i, at vi varetager de interesser, vi bliver betalt for. Nemlig den virksomhed, der har brug for en ny leder eller topchef. Men for at gøre det ordentligt er vi også nødt til at varetage dine interesser. Det kan du læse mere om næste gang her på bloggen, når vores CEO, Karl Kristian Hansen, skriver om, hvad du skal huske, når du så kommer i spil til stillingen.
Når vi kontakter dig, kan du roligt regne med, at det er relevant. Og skulle det ske, at vi alligevel har ramt ved siden af, så sætter vi faktisk rigtig stor pris på, at du fortæller os det. Vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre, og uanset om netop denne stilling er relevant for dig eller ej, vil vi gerne kunne kontakte dig en anden gang. Og det kunne jo også være, du fik brug for at kontakte os.
Som kandidat ved du aldrig, hvornår vi ringer, så du kan med fordel forberede en kort opsummering på dine bedrifter inde i hovedet. Hvad har dit ansvar og dine resultater været i eksempelvis de seneste tre stillinger? Hvilke kompetencer kan du med fordel tage med videre? Og har du korte ansættelsesforløb eller huller i dit CV, kan du med fordel have en god forklaring på dette. Samtalen med en af vores Research Consultants er oftest afgørende for din deltagelse i den videre proces.
Når du bliver kontaktet af en af vores 13 Research Consultants, er det første skridt i en, måske lang, proces. Og hvorfor skriver jeg så og beder dig om at huske på det? Langt de fleste, vi kontakter, har jo prøvet det før og kender gamet. Alligevel kan det nogle gange knibe lidt med tålmodigheden og forståelsen for, at det er en proces, der involverer flere parter, hvis tid og kalendere skal koordineres og gå op i en højere enhed.
Vi insisterer selvfølgelig altid på, at den virksomhed, vi rekrutterer for, prioriterer processen og respekterer både vores og din tid. Ikke desto mindre er kalendere en notorisk udfordring, og selv når det hele kører efter en snor, er der rigtig mange skridt i processen, som hver især tager tid. Selv en snorlige rekrutteringsproces tager samlet set seks-otte uger, og det kræver selvsagt en vis tålmodighed.
Selvom vi har gjort os umage, og selvom det er os, der har ringet til dig, kan du langt fra være sikker på, at du også ender med at få tilbudt den stilling, vi skal besætte. Ganske som vi ikke kan være sikre på, at du takker ja til et eventuelt tilbud.
Det kan ende med en skuffelse selv efter en lang proces. Men vi gør, hvad vi kan, for at både du og vi lærer noget af det hver gang. Selv en skuffelse er aldrig spildt. Uanset hvor langt du kommer i forløbet, og uanset hvad det ender med, så betragter vi processen som et samarbejde. Ikke kun med virksomheden, men også med dig. Vi er grundige, fordi besættelse af ny stilling er af afgørende betydning – både for virksomheden og for dig som kandidat.
Som headhuntere har vi brug for konstant at udbygge, styrke og kvalificere vores netværk i dansk erhvervsliv, og dermed har vi også et ønske om at kunne bevare en god kontakt til dig. Noget du selvfølgelig også har fordel af i forhold til at være top-of-mind til vores næste search-opgave. Heldigvis oplever vi, at langt de fleste kandidater, også de der ikke får jobbet, har den samme indstilling til os. En rekrutteringsproces er et trevejs-samarbejde mellem virksomheden, os og dig som kandidat. Og selvom ikke alle parter ender med at få det, som de gerne vil, giver det god mening at bevare muligheden for at samarbejde i fremtiden. Et stort antal af vores finale-kandidater kommer med i andre processer, hvor de har den fordel, at vi kender dem – og de os.
For nogle år siden skrev jeg her på bloggen et indlæg med fire råd, der får headhunteren til at ringe. Det handlede i høj grad også om at se vores kontakt til dig som indledningen til et samarbejde, uanset om du ender med at få tilbudt lige netop den stilling eller ej.
Pointerne fra dengang gælder stadig, så hvis du vil have yderligere et lille kig bag vores kulisser, og forstå hvordan vi arbejder og gerne vil samarbejde med dig som kandidat, kan du jo lige læse det også. Du kan også læse et andet tidligere indlæg, Kom med bag kulisserne: På jagt med en headhunter, hvis du vil vide endnu mere om vores arbejdsproces.
Julen giver tid til at reflektere, og nytåret markerer både en afslutning og en...
Der er intet galt med ambitioner og karriereplaner. Men de har det med at...
”Jeg er overbevist om, at den perfekthedskultur, de unge er vokset op i, udgør...