Her er direktørens største corona-overraskelser og -erkendelser

Selvom vores CEO, Karl Kristian Hansen, er en rutineret leder, er der alligevel ting, der har overrasket ham det seneste års tid – også positivt. Han er også blevet bekræftet i nogle af sine gamle dyder, og så ser han både muligheder og udfordringer i de nye måder at arbejde på, som coronakrisen har tvunget Hansen Toft og mange andre virksomheder ud i. Men særligt én ting bekymrer ham, hvis ikke vi snart får mulighed for at forlade skærmen og mødes igen i virkeligheden.

Jeg har den dybeste respekt for de mange ledere og medarbejdere, der kæmper med næb og kløer for at holde krise og konkurser fra døren i denne tid. Virkelig! Der er virksomheder og hele brancher, som i sagens natur og helt uforskyldt er virkelig hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner. Ikke fordi det er det, dette blogindlæg skal handle om. Det er bare vigtigt for mig at få sagt.

Vi er ikke en af dem. 2020 har været Hansen Tofts næstbedste år nogensinde både målt på omsætning og indtjening, kun overgået af året før, men det skal dette blogindlæg heller ikke handle om. Den ekstraordinære situation, vi allesammen har været i siden marts sidste år, har imidlertid fået mig til at reflektere over, hvorfor mange virksomheder ligesom os har klaret sig overraskende godt. Ikke mindst i lyset af, hvor meget både vores arbejdsbetingelser og -metoder har været vendt på hovedet. Selvom jeg efterhånden har været leder i det meste af en menneskealder, har jeg absolut også lært noget nyt.

Hatten af for kollegerne ved spisebordet

Jeg er i den grad blevet imponeret og overrasket over, at vores daglige drift har kunnet fungere så produktivt og lydefrit, som den har. Eller rettere: Jeg er imponeret over, at mine kolleger og medarbejdere har kunnet præstere og levere så effektivt til trods for, at de det meste af tiden har siddet hver for sig og været omgivet af både børn og andet godtfolk ved spisebordet i stedet for kolleger ved skrivebordene. Hatten af for det!

Det har i den grad overrasket mig positivt. Jeg ved godt, at vi er en vidensvirksomhed, og at vi i princippet kan arbejde hvor som helst – og når som helst. Men i mit allerinderste og (indrømmet) lidt gammeldags lederhjerte, var jeg skeptisk, da vi blev nødt til at sende folk hjem. Kunne de i lige så høj grad arbejde og præstere fra køkkenet og dagligstuen, som de normalt gjorde på kontoret? De har, uden at kende spørgsmålet og uden at kny, svaret med et rungende JA!

Baggrundsstøj i byggemarkedet

Jeg har i den grad lært at revidere mit syn på hjemmearbejde og arbejdstider, og jeg har måttet erkende, at det groft sagt er ligegyldigt, hvor og hvornår medarbejderne leverer, hvis bare de gør det. For det gør de! Det måtte jeg minde mig selv om, da jeg en formiddag ringede til en af medarbejderne og efter at have spurgt til baggrundsstøjen fik at vide, at det var fordi, hun lige var i byggemarkedet. Efter at have trukket vejret ned i maven gik det op for mig, at det jo var ligegyldigt. Hun løser sine opgaver alligevel – bare på et tidspunkt, der passer hende bedre. Jeg har fået mere respekt for, at frie rammer til at levere er helt ok.

Men hvad er det så, der gør, at de kan levere uden kolleger omkring sig og chefer på nakken og uden nødvendigvis at være bundet af faste mødetider? Udover en prisværdig ansvarsfølelse og personlig stolthed, tror jeg, at en stor del af svaret skal findes i nogle af de dyder, som jeg dermed er blevet bekræftet i.

Rammer og retning giver frihed til at levere

Som jeg skrev, så er jeg, i hvert fald på nogle måder, en gammeldags leder. Jeg tror fuldt og fast på værdien i redskaber som målstyring og KPI’er. Ikke som redskaber til rigid detailstyring og konstant kontrol, men som rammer og forventninger, som medarbejderne kan læne sig op ad. Her gør corona ingen forskel. Vi har som mennesker et basalt behov for at vide, hvad der forventes af os.

Hvis jeg som leder kan sikre:

• en fælles forståelse af rammer og retning at arbejde i
• et stærkt værdisæt at arbejde ud fra
• mulighed for sparring og vejledning, når behovet opstår

så har jeg skabt de optimale betingelser for dygtige og selvstændigt tænkende medarbejdere at præstere og levere i.

Hvad er det så, vi ikke kan hver for sig?

Så langt, så godt. Vi, og ikke mindst jeg, har lært, at vi sagtens kan drifte en organisation som vores uden rent fysisk at være sammen – og endda på forskudte tider af døgnet. Men det får mig ikke til at foreslå, at vi skal opsige vores kontorlejemål i hverken Aarhus, Kolding eller København, for der er også noget, jeg har måttet erkende, at vi ikke kan, når vi kun ses på skærmen.

Udvikling! Jo jo, vi har absolut udviklet vores digitale løsninger og færdigheder, og det endda nærmest fra den ene dag til den anden, ganske enkelt fordi det var bydende nødvendigt. Men vi har ikke udviklet virksomheden – og hinanden.

Jeg tror, det skyldes, at udvikling typisk sker, når det ikke er meningen. Det opstår i de uformelle touch points, der er så mange af i løbet af en almindelig dag på kontoret. Ved kaffemaskinen, hen over skrivebordet, når vi tilfældigt mødes på gangen. Udvikling opstår, og ting flytter sig, når der ikke er en dagsorden. Når vi har mulighed for at mundhugges, diskutere og aflæse hinandens kropssprog og mærke hinanden. Når konflikter både kan opstå og løses. Alt det kan vi ikke på skærmen. Det foregår i den virkelige verden.

Corona har åbnet for nye muligheder

Når det så er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at vi, i lighed med mange andre virksomheder, kommer til at tage store dele af vores nye måde at være, og arbejde sammen på, med ind i tiden efter corona. Flere vil fortsat arbejde mere hjemmefra, ganske enkelt fordi det er mere produktivt og giver bedre muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor vil vi ikke nødvendigvis have behov for lige så meget kontorplads som tidligere, eller også kan vi i hvert fald øge medarbejderstaben inden for de rammer, vi allerede har.

Vi kommer til at rejse mindre. Nu skrev jeg godt nok, at det ikke er alle møder og udfordringer, der kan løses via videomøder og telefonsamtaler, men mange kan. Og når det giver mening, kommer vi til at spare både tid og ressourcer på transport.

Jeg tror, at mange af vores kunder er nået til nogle af de samme erkendelser, og det vil formentlig give både os og kunderne flere muligheder, når vi fremover skal rekruttere chefer og topledere. For chefen behøver heller ikke længere være på kontoret hver eneste dag, og derfor kan hun eller han godt være i spil til et topjob i Esbjerg, selvom privatadressen eksempelvis hedder Lyngby. Sådan har det til dels også været hidtil, men det har sjældent været en langtidsholdbar succes at rekruttere en chef, der skal køre på tværs af landet for at arbejde hver dag. Men hvem ved? Måske er det endnu en af de ting, der bliver anderledes med vores nye måde at arbejde på.

Vi kommer til at lære af coronakrisen – på godt og ondt. Det afgørende er, at vi formår at lægge det onde bag os – og tage det gode med videre. Og det bliver fantastisk, når vi snart kan være sammen med både kolleger, kunder og venner igen – i den virkelige verden vel at mærke.

Husk, at du også kan lytte til dette blogindlæg som podcast. Du finder den, og vores øvrige podcasts, lige her.